Mamalife – Prioriter din søvn

Når du bliver mor, er det nærmest en naturlov, at du får mindre søvn. Og med al sandsynlighed vil du være i søvnunderskud de næste par år.

De færreste børn sover igennem om natten. Derfor er du nødt til at tage dine forholdsregler, hvis du ikke skal gå ned med flaget. Det gælder alle aspekter af dit liv.

Mangel på søvn påvirker hele kroppen

Når du mangler søvn, påvirkes både krop og sind. Dine hjerneceller får sværere ved at snakke sammen, hvilket gør det sværere blandt andet at koncentrere sig og huske. Og måske bliver du også mere irritabel og kort for hovedet.

Det er helt normalt.

Når du mangler søvn, frigiver din krop cortisol. Cortisol er et stresshormon, så med andre ord er din krop stresset. Det må den gerne være i kortere perioder, men det er en tilstand, som du helst skal ud af.

Derfor bør du prioritere din søvn meget højt. Søvn dæmper nemlig stress.

Du hænger ikke sammen uden søvn

Måske sover din baby kun 1-2 timer ad gangen både nat og dag. Når baby så er vågen, skal der ammes, skiftes og måske vugges i søvn, hvilket tager tid.

Om natten er det ganske givet, at du sover, når baby sover (eller i hvert fald prøver på, hvis din baby ikke møffer og/eller larmer for meget).

Men om dagen er du måske typen, der ikke “gider” tage middagslure. Eller måske dur du bare ikke til at lade “stå til” derhjemme. Der skal gøres rent, vaskes tøj og alting skal helst spille.

Glem det.

Dit nye job er at passe din baby. Og det kan du kun gøre ordentligt, hvis du prioriterer baby højest – og derefter dig selv. Og det betyder, at du skal sove mere, hvis du ikke får nok søvn om natten.

Ellers vil du med sikkerhed opleve, at dit overskud og gode humør forsvinder. Din energi og vilje til at få motioneret (hvilken som helst form) forsvinder lynhurtigt, og du får måske en overvældende trang til søde sager.

Og så er det, vi tager på. Manglende motion og en sød tand er gift. For når vi først glemmer at spise fornuftigt og holde os igang, sniger kiloene sig på.

 

Stress kan forklare din søde tand 

Når dit cortisolniveau stiger, forsøger din krop at dæmpe det. Det sker nærmest uden du tænker over. Cortisol dæmpes på flere måder herunder søvn. Men desværre dæmpes cortisol også af kulhydrater. Og kulhydrater finder du ofte i slik og søde sager (for hvem tager en skål havregryn, når de har sukker-cravings?).

Så selvom du godt ved, du ikke bør spise slik hver dag/hele tiden, er det bare lidt sværere, når du er i søvnunderskud. Vi finder på undskyldninger, fordi det er synd for os/vi er trætte/vi skal hygge. Eller også spiser vi det bare uden at tænke over det. Men med tiden fører det ekstra indtag af søde sager med al sandsynlighed til vægtøgning. Og er du en af dem, der ikke er sluppet af med alle dine fødselskilo, tilføjer du bare ekstra til lasten.

Hvad gør jeg?

Først og fremmest skal du ikke stresse over mistet søvn, selvom anbefalingerne lyder på mellem 7-9 timers søvn hver nat. Det ved du og jeg godt ikke er aktuelt i din situation, og du dør ikke af det.

Men du skal prioritere din egen søvn, så du har overskud. Derfor: Sov, så vidt muligt, når baby sover. Selv en powernap har en positiv indvirkning på dig. 

Gøremål kan vente til I er to om det. Når baby sover, kan/skal du prioritere at spise og drikke. Derefter er det bedste du kan gøre at slukke lyset, trække gardinerne for og SOVE.

Sluk telefonen, sluk fjernsynet, fjern blade og lignende og sov.

Glem alt andet. Når baby vågner, vågner du og så kører møllen forfra. Men SOV, når baby sover.

Lad være med at se næste afsnit af “Paradise” eller “Grey’s hvide verden” og lad telefonen ligge – de sociale medier er gift i forhold til at slå hjernen fra.

Hvis dit barn kun kan sove, når du eksempelvis vugger eller barnevognen triller, er der taktikker til at lære barnet at sove i ro (men der er jeg ikke ekspert). Her kan sundhedsplejersken eller måske din mødregruppe ofte bidrage med gode råd.

Hvis du ikke kan sove, kan du hvile. Men hvil dig uden alle mulige stimuli som Sociale Medier, reality shows og så videre. Læg dig på sofaen, luk øjnene og slap af – lad kroppen og hjernen hvile.

Og husk at fortælle din partner, hvis du mangler søvn. Så må han/hun aflaste dig, når det er muligt, så du kan få hvilet. Det bliver i alle glade for.

Når søvnen er på plads, vil du også opleve, at det bliver nemmere at prioritere ting som motion – altså ud over ture med barnevognen 😉

Notice: compact(): Undefined variable: limits in /customers/0/4/b/birgittelarsen.dk/httpd.www/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 860 Notice: compact(): Undefined variable: groupby in /customers/0/4/b/birgittelarsen.dk/httpd.www/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 860