Jeg har ikke blogget i…. Jeg ved ikke hvor længe. Meget længe. Som de fleste nok ved, blev jeg mor til Sofie i september sidste år, og tiden er fløjet ubarmhjertigt hurtigt afsted! Siden jeg er startet på arbejde igen, er tiden gået endnu hurtigere, og før jeg fik set mig om, havde jeg ikke en lille baby mere, men en fræk, lille pige med en kæmpe personlighed.

Det der med at få hverdagen til at gå op og få indfriet alle sine første-gangsmor ambitioner, dét er lidt af en udfordring.

  • Sund kost – går ok når jeg husker at spise (hvem havde troet jeg kunne glemme at spise?!)
  • Træning – fremragende i betragtning af at en gennemsnitsnat indebærer 5-6 timers søvn, gerne afbrudt et par gange.
  • Sundt barn der spiser efter bogen – tja….. Grøntsager er ikke det, der bliver spist mest af, men vi arbejder på sagen. Eller jeg gør. Sofie kaster bare maden på gulvet. Og væggen. Og overalt.

Jeg har dog gjort mig nogle gode erfaringer med træning og kost, som jeg vil dele med alle jer (især jer på barsel), der kæmper en kamp med et lille barn og få den sunde livsstil til at gå op.

Skærmbillede 2015-10-19 kl. 08.49.33

Søvn
Søvn er første prioritet over alt. Hvis du ikke har sovet om natten (og det sker oftere end man skulle tro med små børn), så springer du træningen over eller rykker den til en anden dag. Din krop arbejder mere end på overarbejde, hvis du ikke har sovet, og din krop kan derfor ikke håndtere det ekstra stress fra en hård styrketræning oveni. Tag en lur og gå en tur med den lille i barnevognen i stedet for.

Kost
Kosten er anden prioritet Du styrer selv 100%, hvad du putter i munden. Og det gør du. Der er aldrig nogen, der er blevet overfaldet af et stykke kage.
Selvom du ikke har sovet, så kan du sørge for, at din krop får noget godt brændstof at køre på. Godt med protein, grønt, fedt og kulhydrat. Gør det let for dig selv, og lad være med at skulle gøre det store ud af maden. Rester fra aftensmaden, et par gulerodsstænger og en håndfuld nødder kan altså gå lang vej. Hvis køleskabet altid er fyldt med “nemme” løsninger og sund mad, så gør du livet meget lettere for dig selv. Skru ned for ambitionerne om at det skal være Instagram-værdigt mad hver gang.

Skærmbillede 2015-10-19 kl. 08.49.56

Træning
Hvis du HAR sovet, og du HAR spist fornuftigt, så kører træningen også. Og så får du det udbytte af den, som du skal. 30 min træning mens den lille sover, er bedre end ingen træning.
Sørg for at inddrage store basisøvelser, der træner flere muskelgrupper på én gang. (Her forudsætter jeg at din bækkenbund er ok, ellers er det en helt anden sag) Du kan komme langt med en TRX Suspension trainer og et par kettlebells derhjemme, og endnu bedre hvis du har mulighed for at styrketræne i et træningscenter. Der har du alle muligheder for at træne tungt og effektivt, så du kan blive stærkere og hæve din efterforbrænding, så din krop kan blive strammet op igen efter din fødsel.