Du arbejder 8-16, skal købe ind, hente børn, lave mad og vaske tøj… Så hvor kan du få sneget flere skridt og mere motion ind i hverdagen?

Jeg øver mig dagligt i at være mere aktiv med mit barn, og jeg har fundet nogle simple metoder til at få bevæget mig mere i min hverdag.

Stil bilen og gå

I stedet for at hente min datter i bil, kører jeg hjem og stiller bilen, og tager klapvognen med. Det er en tur på 400-500 meter, men alt tæller! Som regel går vi en lille omvej hjem og snakker om, hvad hun har lavet dagen igennem.

Leg med dit barn

I stedet for at smide mig på sofaen eller sengen med tegnefilm, bestræber jeg mig på at lege – vi putter dukker, leger lego og der er en masse op/ned, hente/bringe, løbe og ikke mindst “gymnastik” på vores Bobbles dyr. Selv 30 minutters leg inden aftensmaden kan give sved på panden, når det foregår i en 2-årigs tempo.

Gå på legepladsen i weekenden

Herhjemme bliver både mor og datter træt efter en tur på legepladsen i weekenden… Billedet nedenfor viser vist hvorfor (fra i søndags efter en tur på legepladsen).

Leg med dit barn – løb om kap og giv en svingetur. 5 minutter her og der i løbet af dagen bliver lige pludselig til en masse ekstra bevægelse, når du ser det over en hel uge.